Langturssejlertræf

Langturssejlertræf

3. februar 2020 Slået fra Af Søren

Her dagene derpå er vi stadige ømme i halebenet og ryggen. I weekenden har vi siddet på nogle knap så gode stole – den slags man beder sine børn sidde på en hel skoledag – i adskillige timer fra fredag ved frokosttid til søndag eftermiddag. Men når nu vi sad der frivilligt, og oven i købet tryllebundet af weekendens tema, i godt selskab, og vartet op med lækker mad, uden at skulle røre en finger for det, så er det nu det hele værd……og naturligvis med udsigt udover vandet

Vintertræf

Weekenden stod på Vintertræf i FTLF (se her). Uden det ligefrem ligger i navnet er det en weekend sammen med andre sejlere, der drømmer om at sejle på langtur, og som måske endda allerede har planerne lagt ligesom vi selv. Temaet for træffet er “At forberede og planlægge sin langfart”, og weekenden igennem stiller diverse frivillige deres viden til rådighed gennem foredrag, oplæg med mere. Og der er utrolig meget viden og erfaring samlet i FTLF.

Vi blev således beriget med viden indenfor søsikkerhed, medicin, gaster, elektronik, børn og undervisning, jura, kanalsejlads, hårdtvejrssejlads og mad om bord. Og med god mulighed for at spørge og involvere hinandens erfaringer.

GRIB filer
Kommunikation om bord – her om hentning af GRIB filer.

Og som bonus var meget af det pakket ind i rejsebeskrivelser fra nær og fjern. For eksempel var et fantastisk oplæg omkring gaster medvirkende til, at vi nu er helt overbeviste om, at ruten gennem Caribien fra Tobago til Panama skal involvere et smut forbi Cuba (Se også Planlægning af ruten).

Med os hjem har vi også en god mængde konkret viden. Nogle eksempler: En liste af vigtige tiltag på båden rent sikkerhedsmæssigt. Vi har set i praksis, hvordan der henkoges mad, så det holder længe, ok June havde øvet sig inden. Hvilke udfordringer er der, hvis vi kaster os ud i Lithium (LiFePo4) batterier – og hvad er der at vinde ved det. Hvad kræves hvis vi sejler gennem Stående masterute i Holland. Og meget mere. Ikke mindst, at vi nu også har nogle kontakter, hvor vi kan få mere viden, og vi har snakket med nogle af de andre danske sejlere, som lige som os krydser Dammen (læs Atlanterhavet) næste vinter.

Sejlads i hårdt vejr
Fra indlægget sejlads i hårdt vejr.

Der gik ikke fem minutter efter ankomst, før snakken gik højlydt ved bordene blandt deltagere og frivillige. Drømme og konkrete planer blev præsenteret og udvekslet. Der var i det hele taget en fantastisk stemning og åbenhed.

Nu er vi så tilbage i trædemøllen, men godt fyldt på med viden og ekstra motivation til at komme videre med planerne. Der er 150 dage til afgang.