Vi red stormen af

Det er vel bare en byge der giver ekstra vind et øjeblik. Ifølge vejrprognoserne skulle vinden jo aftage og den var også ved at gøre det helt i overensstemmelse med forudsigelserne. For kort tid siden sejlede vi for motor, nu sejler vi med storsejlet i første reb, altså gjort mindre. Pludselig står det klart at uanset om det er en byge eller ej skal der rebes yderligere, vinden er øget. Glemt er alt om, hvordan vinden burde gøre og al fokus på at få justeret sejlene til forholdene. Jeg skynder mig på dæk i sikkerhedsline og June arbejder fra cockpittet. Laura ligger febersyg i sin kahyt. “Det bliver stille og roligt i dag, så sørg du for at få sovet og slappet af”, var aftalen inden afgang.

Bølgerne har rejst sig hurtigt og vi bliver kastet rundt, så det kræver mange kræfter og blå mærker at få rebet. Vi er knap færdige da vinden for alvor tager fat. Jeg tager lige 2 sekunder og kigger ud. Både for at vurdere hvad der sker, men også en slags afmagt, for nu er 2. reb ikke nok længere. I bølgerne rundt om og over os ser jeg delfiner. Sejlet bliver rusket voldsomt, båden krænger meget og der er ingen fart i båden. Vi har et 3. reb der sidder dybt så storsejlet bliver markant mindre. Det er bare ikke gjort klar, da det venter til når vi skal ud på længere stræk, hvor det er sværere at kontrollere vejrudsigterne. Pokker stå i at det så åbenbart er nu, og hvad var det egentlig vi overså i udsigterne, som vi selvfølgelig også ved blot er kvalificerede forudsigelser. 

Inden vi sejler ud bruger jeg altid meget tid på at se vejrudsigter. Primært via 4 beregnede modeller på PredictWind, som jeg sammenholder og diskuterer med June og Laura. Vi sammenholder også med lokale udsigter, der i modsætning til de beregnede modeller har haft en meteorolog inde over. Turen fra Figueira da Foz til Cascaix forventede vi skulle tage max. 18 timer  og starten ville vi have ca 7 m/s fra øst (halvvind) så ville det blive vindstille og en del vindspring, hvorefter vinden skulle stabilisere sig fra vest på 7 m/s. Ret godt vejr faktisk. Og modellerne var enige. Der ville komme regn, men det er til at håndtere. 

Vi styrer nu mod Nazare, som ligger 8 sømil væk, desværre lige imod vinden. Men uden fart tager det meget lang tid. Vi forsøger at droppe sejlene helt, men kan kun ligge stille med motoren, ingen fremdrift imod vind og bølger. Men vi skal heller ikke have sejlet op i en middelvind, jeg vurderer til 25 m/s. Vores vindmåler er ikke tilsluttet, så det må blive et gæt ud fra hvad vi ellers har oplevet. Når det øverste af bølgerne bliver blæst ind over os og pisker hårdt mod ansigtet som væltede der regn ned, så blæser det… Det er tid til næste trin i hårdtvejrsstrategien. Det kan være at lægge os bi, hvilket kan være ret effektivt. Men det kræver lidt sejl oppe. Anden mulighed er at tage alle sejlene ned og sejle med for riggen. Det kræver vi kan styre båden så vi ikke får siden til bølgerne og bliver væltet. Jeg beslutter mig for det sidste. Vinden er i syd og løber langs kysten, vi er nemlig kun et par sømil fra land og skal for alt i verden ikke tættere på. Alene for riggen og skubbet af bølger sejler vi nu 4 til 5 knob over grund (og 8 når vi rider ned af bølgerne), og har nok styrefart til at kunne holde båden så bølgerne kommer ind bagfra, med enkelte undtagelser hvor cockpittet fyldes med vand fra brækkende bølger. Vigtigst af alt, vi kan holde en kurs, hvor vi kommer en smule fra land – og kan holde Figueira da Foz oppe. Når man rider en storm af tager det jo længere tid når man går med den, og måske kommer vi helt tilbage til hvor vi startede. Problemet er, at Figueira das Foz er en af de havne der lukker i dårligt vejr, men det må vi tage til den tid.

June er samtidig begyndt at kommunikere med vores gode venner ombord på Idefix. Både fordi det er trygt at tale med nogen der ved hvordan det er at være i en situation der er svær at magte, og fordi de kan undersøge vejrsituationen og opdatere os. Det vil nemlig give os tryghed at vide hvor længe det bliver ved  og om vinden drejer. Det koster June en gang søsyge, så Laura rejser sig fra sygesengen og står på trappen ud til cockpittet. Nu er vi glade for plexiglas lugerne, for hun kan se mig og videregive de oplysninger vi får fra Idefix. Vores plotter har også fået så meget saltvand and touchdisplayet lever sit eget liv. Vi går på backuppen på min iPhone, som Laura styrer og rapporterer på, om vi holder kurs nok ude fra land.

Jeg kigger op, og ser tydeligt et område med klart vejr lige vest for os. Stormens øje. Det betyder, at herfra bør vinden dreje i vest. Meldingerne fra Idefix, der har sat alt ind på at skaffe oplysninger, er også, at det topper nu og at vinden vil dreje i vest. Vi mærker samtidig at vinden er løjet lidt af til en kuling, og ser også vindændringen. Nu kan vi ikke længere holde os fri af land, så vi kan ikke sejle for rig alene. Med vinden i vest kan vi dog rulle en smule af forsejlet ud, og vende båden mod Nazaré igen. Motoren startes som hjælp, og vi sejler med ca. 4 knob mod Nazaré, dog er vi nu imod bølgerne så det giver en del mere vand ind over mig ved roret. Men vi kommer fremad. Vinden aftager løbende mod Nazare, og vi kan rulle mere og mere genua ud, for til sidst at droppe den helt. Ved midnat er vi i havn. I Kahytten er der kaos. Vores spisebord er revet af, efter det måtte gribe June og ting fra øverste hylde i den ene side af båden ligger ikke bare på gulvet, men på nogle andre hylder i den anden side af båden. Trygt i havnen, hvor ikke en vind rør sig, skynder vi os i seng.

Morgenen efter disse oplevelser vågner vi med en god følelse i maven. Vi klarede det, og brugte nogle af strategierne til rådighed. Ude på broen ligger nogle af de både, der lå foran os, men som heller ikke slap for stormen. Nogle nåede lige ind inden det blev rigtig slemt. En svensk båd fik revet forsejlet i lidt i stykker og ødelagt sprayhooden. En hollandsk båd havde mål vindstød på 72 knob, det er godt 36 m/s, altså vindstød af orkanstyrke. Vi er faktisk glade for, at vi ikke havde vindmåleren koblet til, da de tal ville skræmme os mere end det vi stod i, selv om vi var helt klare over at det blæste vandvittig meget. Idefix sendte om aftenen et billede af en post på facebook. Det blev offentliggjort samme tid som vi lå midt i det. Det viser sig, at resterne af den tropiske cyklon, Alpha, var hvad der havde ramt os. Det undrer os meget, at ingen udsigter eller varsler havde fanget det, men måske havde den vundet styrke igen tæt ved Portugals kyst. Havnefogeden i Nazaré fortalte, at fiskerne fra Peniche (en havn ca. 30 sømil sydpå) måtte tage til Nazaré fordi Peniche lukkede. Hun fortalte også, at der havde været “orange” varsel, men at det gik på mængden af regn.

Da vi om morgenen trådte ud på broen fandt mandskabene på bådene hurtigt sammen og udvekslede historier fra gårsdagens uvejr. Hvor er det fantastisk at opleve sammenholdet, og den bedste debriefing fås sammen med andre der har oplevet det samme. Og hvor var det dejligt, at vores sejlervenner i Pura Vida midt i snakken på den lille bro i Nazaré, sejlede ind efter en tur fra Porto til Nazaré. De var heldigvis sluppet for det værste, selv om de nok skal huske turen et godt stykke tid. Selv om vi er stolte over at have klaret stormen så var det godt og trygt undervejs at have Camilla og Sebastian på Idefix, og efterfølgende selskabet af Klaus, Lena og Freja i Pura Vida.