Vi tager en pause
Vi trykker på pauseknappen – sætter båden på land og tager en periode på nogle få måneder hjemme. Men hvorfor nu det, når livet her i det Caribiske faktisk er ret fantastisk, med 30 graders sommervejr, en eksotisk natur, en spændende kultur og en masse andre dejlige danske sejlere. Og Corona gør, at her er god plads. Ankerbugter der normalt er overfyldte med 100 både har måske 10 både eller mindre. Hele vejen gennem Europa og hertil har der været rigtig god plads.
Men Corona har også sin pris. Her taler vi ikke om de der rammes af sygdommen, de mange lukkede butikker og caféer, som jo er bevis på en meget høj pris for de mennesker, hvis levebrød er taget fra dem, og hvor der ikke er et sikkerhedsnet under dem som derhjemme. Jo længere sydpå vi kommer her i St. Vincent og Grenadinerne, jo større andel af deres indtægter kommer fra turisme – sikkert op mod 90 %. Vi taler heller ikke om, at vi endnu ikke har hørt et rigtigt Caribisk steelband, fordi der ikke må spilles levende musik.
Vi må erkende, at mange af vores tanker ikke er her i Caribien. Det sværeste ved at sejle afsted i 3 år har helt klart været, at vi ikke alle er med. Planen var, at Freja og Nanna skulle ud til os når mulighederne bød sig, og det har været regnet med i budgettet. Men mulighederne har ikke budt sig, for man tager ikke en smuttur ud i en verden med Corona, hvor der ligger op til 14 dages selvisolation i hver ende. Det passer ikke ind i studier, ferier mm. Og når det så oven i købet skal passe med passatvinde, orkansæsoner og andet, så virker det ret håbløst. Vi har forsøgt at ignorere det, men det går ikke længere. Vi savner dem for meget, og vil så gerne opleve bare lidt af verden herude sammen med dem.
Vi har kunnet se, hvordan Danmark er lukket ned igen, hvorimod vi har haft ret frie rammer og få restriktioner her – med det perspektiv, alt i alt et langt bedre sted at være her end hjemme. St. Vincent og Grenadinerne har et lavt antal smittede og er på den måde et lavrisikoland. Men det ændrer sig i øjeblikket. Smittetallet er stigende, og vi kan se at landene rundt om os begynder at indføre restriktioner, der gør det svært at sejle til dem. Vi har sejlet ud fra devisen at tingene løser sig (Carpe Diem), og det har fungeret fint indtil videre, og kunne sikkert også fungere fremadrettet… Men vi tror også det kan være ok lige at se hvad der sker inden vi ligger fanget et eller andet sted og brænder tid af, uden at kunne flytte os. Lige nu ville vi, blandt andet grundet den ekstra tid det tager at rejse i en verden med Corona, have svært ved at nå nogle af de steder vi rigtig gerne vil forbi, f.eks. Costa Rica. Og vi skal rejse langsomt, det har vi opdaget er det helt rigtige for os. Med en lille pause kan vi komme over på den anden side af en orkansæson og så have god tid igen, selv om det måske udskyder hjemkomsten med måske et år. Vi har været fast besluttet på at sejle i 3 år, men måske er vi mere i gang med en livsstilsændring, hvor der bliver mere plads til at sejle i flere år, blandet med perioder med arbejde.
Hvordan verden ser ud på den anden side af vores pause ved vi ikke. Men vi tager chancen, og en ting er vi helt sikre på: Eventyret fortsætter.
Hen over de næste uger suger vi det sidste ud af St. Vincent og Grenadinerne, hvorefter vi sejler til ABC øerne (Aruba, Bonaire og Curacao), hvor båden kommer på land. Det er udenfor orkanbæltet og et godt stræk i forhold til at komme til Panama og videre ud i Stillehavet. Den del bliver på den anden side af pausen.
Beslutningen har både været svær og let. Svær fordi vi alle tre er vilde med langturssejlerlivet, og stortrives i det, og let fordi det føles som den helt rigtige beslutning.