Vintersæsonens uddannelser

Vintersæsonens uddannelser

1. marts 2017 Slået fra Af Søren

Planlægningen af denne sommers sejlads, som er næste etape i at bringe Carpe Diem hjem til Danmark, tager til. Dette indlæg vil dog handle om følgende ganske forskellige emner:

  • Dimensionering af kabler i et 12 volts elektrisk kredsløb
  • Undgå tæring
  • Bedste mastehældning for langturssejlads
  • Sådan kommer man i en redningsflåde
  • Håndtering af underafkøling (hypotermi)
  • Forstå en vejrmelding
  • Hurtig forudsigelse af vejrskifte

Når mulighederne er der, så er det med at få alt den uddannelse som er muligt, inden der skal sejles de længere ture. Både Dansk Sejlunion og FTLF udbyder kurser – Dansk sejlunions kurser er ofte små (et par timer), men relevante. FTLFs kurser længere (1 dag) og særdeles relevante for langturssejlads.

Her er de kurser jeg har været på hen over efteråret og vinteren:

Offshore søsikkerhedskursus, teori og praksis
Dette var et vigtigt og spændende kursus. Det var et endagskursus delt i to: En teoretisk del, der mest handlede om regler og forebyggelse, og en praktisk del, hvor vi blev smidt i vandet og trænede, hvordan vi holder varmen i vandet, svømmer i vandet med en oppustet redningsvest, hvordan man kommer op i en redningsflåde, og til sidst hejsning med helikopter fra redningsflåden.

Søsikkerhedskursus

Søsikkerhedskursus afholdt af FTLF

Det var lærerigt og godt at få prøvet noget praktisk. Står vi i situationen, at vi må gå i en redningsflåde, ved jeg nu hvad der skal til. En anden ting jeg tog med var, at man aldrig må undervurdere hvor svært det kan være at få en person op af vandet og tilbage i båden, så vi skal have sikret vi har hjælpemidler i form at taljer el. Men vigtigst af alt – bliv i båden…

 

Trim af rig og sejl
For efterhånden mange år siden trimmede jeg rig og sejl hver weekend til kapsejlads… Men det var på en optimistjolle… og det er mange år siden, og trods alt anderledes på en sejlbåd, selv om principperne er de samme.

Under sidste sommers sejlads stod det også klart, at riggen ikke har været trimmet i et stykke tid – hvilket heller ikke var forventet. Det var ikke slemt, men riggen står for løs til en længere tur, f.eks. over Biscayen, hvor vi med garanti kommer i bølger og måske en gang blæsevejr. Heldigvis havde Dansk Sejlunion et aftenkursus omkring trimning af rig og sejl til langtursbåde, afholdt af en sejlmager og professionel trimmer. Her fik jeg gennemgået en god metode til at få sat riggen rigtig, samt hvordan skødepunkter mm. skal stå i forskelligt vejr for at sejladsen bliver så komfortabel som muligt, nå ja, og så hurtig som muligt.

 

Elektriske installationer på lystbåde

Hvor svært kan det være… Man tager et batteri og tilslutter de enheder man skal bruge, og så lader man på det en gang i mellem. Det er jo kun 12V der er tale om, så det må være helt harmløst.

El om bord

Ledningstykkelser til 12 Volts kredsløb

Med den tilgang vil man i bedste fald ende med flade batterier, og i værste, men ikke usandsynlige, fald ende med at starte en ildebrand. Når der kun er 12 Volt er der til gengæld mange ampere, og det kræver den rette dimensionering af ledninger, sikringer mm.

Derudover er det ikke ligetil at sikre lang holdbarhed af batterierne, både i forhold til hvor hurtigt strømmen tappes, og hvor mange afladninger det kan holde til. Dette var nogle af emnerne på det 1 dags kursus jeg var på. Andre emner var brug af de rigtige materialer i et maritimt miljø og tæring.

Meteorologikursus
Dette kursus ser jeg stadig frem til, da det først afholdes i marts. Det er et endagskursus i forudsigelse af vejret til søs. Både i forhold til at planlægge sejladsen inden vi sejler afsted, men også når vi er til søs, hvor vejret jo ikke altid bliver som forudsagt, og så er det godt at kunne forudsige hårdt vejr før man står i det.

Mon ikke al den vigtigste teori er på plads til vi kan sejle ud på Biscayen til sommer.