Det sørme, det snart, det …sejltur

Det sørme, det snart, det …sejltur

27. juni 2017 Slået fra Af Søren

Nu er det tæt på, det vi har glædet os til siden efterårsferien: At komme ud at sejle igen.

De sidste uger har været travle med eksaminer: June er blevet akupunktør, og Nanna er blevet student. Med det bag os skal vi have klaret 3 hverdage, hvor der på hjemmefronten er fuld fokus på at få pakket det sidste, få styr på tidevandstabeller, overblik over opgaverne før afgang, osv.

3 ugers sejlads. Det gode ved den type ferie er, at vi ikke skal bruge tid i starten af ferien på at slippe arbejdet. Det kommer helt af sig selv. Der er rigeligt at forholde sig til, planlægge og ikke mindst nyde.

Ruten 2017

Den planlagte rute sommeren 2017

Nanna fejrer videre og passer hus go dyr, mens vi andre tager til Lissabon og mødes med Thea og Lennart, der skal sejle med op til Nordspanien, hvor Biscayen venter. Her tage de hjem. Det samme gør Freja, der skal overtage pasning af hus og dyr, og Nanna kommer til La Coruña for at sejle med det sidste stykke.

Dobbelt så langt på samme tid.

Turen går altså fra Lissabon op langs kysten til La Coruna eller nærliggende havn. Herfraskal vi på vores længste sejlads ud i et stræk, over Biscayen til sydengland. Vi vil gerne ramme Iles of Scilly sydvest for Cornwall, men det kræver rigtig god timing i forhold til tidevand, vejr og sigtbarhed. Alternativt må vi ind til Penzance i Cornwall. Derfra ser vi hvad ruten bliver. Sikkert er det at målet er Carlingford nord for Dublin ved grænsen mellem Irland og Nordirland, hvor vi har en aftale med et værft, hvor båden skal være vinteren over. I alt minimum 1000 sømil, hvilket er dobbelt så langt som sidste sommer.

Motor igen igen, og endnu en gadget

Der er også sket lidt på båden siden jeg var nede og arbejde på den. Den sidste aften jeg var dernede kunne jeg konstatere at motoren lækkede olie. Den skulle lige sluges – altså ikke olien, men at der var et problem igen med motoren. Værftet kiggede på det. Det var egentlig ikke så slemt, men med de planer vi har for de næste 3 uger skal motoren være pålidelig, så vi valgte at give den fuld service, hvor motoren blev taget ud af båden og på værksted. Sidst den blev repareret var det kun injektionspumpen der havde fokus. I dag er motoren så kommet tilbage i båden, så nu forventer vi den spinder som en mis.

Motor tilbage i Carpe Diem

Motoren er netop lagt tilbage i båden vha. kranen

Vi har også valgt at købe AIS, der gør at vi kan se omkringliggende både og skibe, der også sejler med AIS – det skal de store skibe f.eks. gøre. Og de kan se os. Det smarte er vi kan se kurs og fart selv om vi ikke kan se bådene med egne øjne. Der kan opstå tåge ved Portugals kyst, men den er god at have i mange andre situationer. En bonus er, at man vil kunne se vores position (i hvert fald tæt ved land). Det kommer der mere om senere.

Nu skal det sidste pakkes – June er heldigvis mester i overblik og fordeling i kufferter, så vi skal nok få det hele med. Både fiskestang, septiktank, Aladdin klamper, Kikærtemel, akupunkturnåle, Nelli Dellies, kardemomme til pandekager, osv. osv.