Så kom dagen for overtagelse endelig

Så kom dagen for overtagelse endelig

24. april 2016 Slået fra Af Søren
Tonny og Søren undersøger brændstoftank

Tonny og Søren undersøger brændstoftank

Så oprandt den store dag endelig. I denne uge overtog vi Carpe Diem. Laura, Nanna, June og Søren tog ned til La Manga, hvor båden ligger. Tonny kom ned senere på dagen, så han kunne hjælpe med klargøring af motor. Freja kom først senere på ugen.

Her skures, skrues, ryddes ud, flyttes ind, grines, spises og soves. Og så nydes vejret, morgenmad ude i T-shirt og shorts – det er ikke så ringe.

Noget af det, der er anderledes i Spanien er, at vi ikke bare tager i en bådudstyrsbutik med et lager, kigger på mulighederne og tager det med hjem vi skal bruge. En bådudstyrsbutik her er typisk meget lille, og så bestiller man ting hjem via kataloget, til levering næste dag eller dagen efter. Det kræver lidt mere planlægning. Den første dag kørte Tonny og Søren rundt i hele området for at finde et nyt komfur til båden, bytning af gasflaske, mm – for så at ende med at bestille komfuret fra værftet, hvor båden ligger, og bytte gasflasken i en kombineret isenkræmmer/bådudstyrsbutik få km væk.

June ved roret

June ved roret

Planen var at klargøre motor mm. de første par dage og så sejle båden ca. 12 sømil op til Torrevieja, hvor den skal på værft. Det blæste voldsom op et par dage før vi skulle sejle afsted. Om natten blæste det meget kraftigt, og vinden stod lige ind på siden af båden.
Midt om natten bliver presset på fortøjningerne desværre så stort at ankerkæden (havnens) som holdt stævnen sprang kl godt 4 – endnu engang dejligt at have Tonny ombord, for det er en skude på godt 7 tons der ved håndkraft og et reb skulle trækkes mod vinden. Man skulle nok have været der for at forstå det, men efter en times hårdt arbejde var der styr på Carpe Diem igen. Heldigvis slap hun fra det uden andet end kosmetiske skrammer, der i forvejen er en del af, og nabobåden slap helt uden. Næste dag fik vi snakket med havnen, der hurtigt sendte et par mand for at sikre fortøjningerne.

Laura ved roret. Der stod hun det meste af turen

Laura ved roret. Der stod hun det meste af turen

Oplevelsen gjorde at vi var mere end klar til at komme afsted. Måske også fordi vi lå i værftets havn, hvor der ingen faciliteter var overhovedet… Vinden aftog over det næste døgn, og onsdag morgen var det tid til at komme afsted.
Der var fire timers motorsejlads fra La Manga til Torrevieja.

Vinden havde lagt sig, men bølgerne havde ikke helt. Det var skønt endelig at få komme ud at sejle med Carpe Diem. Kompas og GPS var i stykker, så vi klarede os med et lille håndkompas og bil-GPS’en, så vi havde helt styr på hvor langt op vi var kommet.

Vi ankom vel til Torrevieja. Her kunne vi også tage imod Freja, der nu havde mulighed for at komme hjemmefra.

Vi måtte desværre konstatere, at der hvor akslen til skruen går gennem skroget, piplede der stille og roligt vand ind. Det er jo ikke holdbart, men det var heldigvis kun lidt vand. Søren reparerede den automatiske lænsepumpe, der selv pumper vand ud når vandet når et vidst niveau. På den måde er vi ikke nødt til at være på båden hele tiden, men det er nu ikke helt trygt når der tages vand ind.

Søren ved roret

Søren ved roret

Fredag rejste vi hjem og har efterladt båden for denne gang. Desværre er båden stadig i vandet, da hun først kan komme op i morgen mandag, eller måske først tirsdag. Det er med lidt krymmel i maven når nu den
tager vand ind, men mægleren vi har købt båden gennem holder godt øje med den.

Vi glæder os meget til at komme ned til hende igen.

Opdatering tirsdag: Båden er nu kommet vel på land